Hedens Klassebaner

Området mellem Hamburg og Lüneburger Heide byder på klassebaner, der overraskende nok er placeret i en særdeles spændende natur med høje bakker og dybe dale.

Golfregion Hamburg består af en spændende blanding af klubbaner af ældre dato, golfresorts i gamle herregårde og slotte – men også nye golfresorts, som de kendes primært i Spanien med et hotel med spa og wellness som det centrale omdrejningspunkt.

Castanea Resort i Adendorf mellem Hamburg og Lüneburger Heide er et eksempel på sidstnævnte kategori, hvor Tysklands måske mest kendte banedesigner, Kurt Rossknecht, har tegnet en meget spændende mesterskabsbane, der er 6.175 meter fra backtee. Endelig kan man som afslapning vælge kun at spille den korte 9 hullers bane.

Den maksimale længde betyder dog ikke, at banen ikke er spilbar for mellem- og højhandicappere, når man blot vælger det rigtige ud af fire teesteder. Banen byder på meget afvekslende natur som en blanding af skov, park og åbent areal med masser af vand i spil.

Castanea Resort

Det karakteristiske ved banen er den geografiske opdeling i to med de første ni huller beliggende mellem klubhuset med resortlejlighederne og det store hotel med spa- og wellnessafdeling. En befærdet vej skærer igennem de første ni og de sidste ni huller, mens 9 hullers banen ligger på samme side som de første ni huller.

Efter en blød start med et par 4-hul parallelt med skoven følger tre spændende huller, der udgør noget, der kunne minde om et lokalt Amen Corner med specielt par 4-hullet 3 på 377 meter (gult) som et godt golfhul, der kan spilles på flere måder uden om eller over søen afhængig af ens længde – og med hotellet i baggrunden.

Med tre par 5-huller er de sidste ni huller på klubhussiden hele 400 meter længere end de første ni, men også her er der spændende huller med vand i spil. Signaturhullet er det 462 meter lange par 5-hul 16, der slutter med en ø-green. Her er det nødvendigt med en baneguide, hvis man ikke skal slå i hazarden før green. Fra samme ø er der udslag på par 3-hullet 17 på 145 meter, mens afslutningen med par 4-hullet 18 på 351 meter kræver stor opmærksomhed i indspillet med en tværgående hazard før greenen foran klubhuset.

Få tilbud til Castanea Golfresort

Golf & CC Am Hockenberg

På vej til Golf & Country Club Am Hockenberg kører man igennem flere kilometers fladt Seevetal-område og er slet ikke forberedt på dramatiske ændringer – omend navnet “Hockenberg” nok burde være en lille advarsel.

Fremme ved golfklubben kun 25 minutters kørsel syd for Hamburgs centrum udsættes man for en voldsom stigning op ad det lille bjerg, hvor klubhuset er placeret majestætisk på toppen med udsigt over banen til alle sider – i det omfang den smukke træbevoksning nu tillader det.

Der er tale om en decideret parkbane præget af høje bakker og dybe dale, så er man ikke alt for let til bens, er en buggy absolut anbefalelsesværdig til de kraftige stigninger. Allerede på første tee får man et godt indtryk af de store niveauforskelle i udslaget til en heldigvis ret bred fairway på par 4-hullet på beskedne 316 meter langt nede.

Par 3-hullet 5, hvor bolden skal carry alle 134 meter over en sø plus par 4-hullet 7 på 405 meter med et meget svært udslag ind i en høj stigning hører til banens sværeste huller. Men også hullerne 8 og 9 er lidt specielle. Det første på grund af et drilsk træ midt i fairway i indspillet til green, mens par 3-hullet 9 som nabo til klubhuset har en green, som man helst skal slå en kontrolleret slice for at komme til.

På de sidste ni huller følger det ene gode og smukke golfhul efter det andet, lige indtil man når til sidste hul, der er et 440 meter langt par 5-hul, der bestemt ikke fortjener betegnelsen et godt golfhul – snarere det modsatte.

Lige før indspillet doglegger hullet til højre, men hældningen fra træerne i højre side ned mod skoven i venstre side er så voldsom, at det stort set er umuligt at lave et godt transportslag før indspillet til den højt beliggende green. Kort sagt er det et dårligt golfhul på en ellers smuk og spændende bane!

Få tilbud til Hockenberg G&CC

Hamburger Land- Und Golf-Club

Ikke langt fra Am Hockenberg finder man godt skjult i skoven ved Hittfeld en af de første golfbaner, der blev bygget i efterkrigsårene som samlingspunkt for det sydlige Hamburgs bedre borgerskab. Hamburger Land- Und Golf-Club er et Morrison-design fra 1957, der i 2004/2005 blev re-designet af den tyske arkitekt David Krause – men stadig med respekt for det angelsaksiske udtryk. Både klubhuset og banen udstråler høj klasse i en klub, der har præsteret at fostre 26 tyske mestre eller vicemestre i den 60-årige historie.

Selve layoutet er skåret ind i en fantastisk natur, hvor man især på de første ni huller bør give driveren en fridag. På næsten alle huller er teestederne hævet over fairways, der til gengæld er smalle og krævende. Men fra og med hul 11 åbner banen sig mere og skifter ham fra en skovbane til en parkbane, hvor hullerne sammenlagt på de sidste ni i øvrigt er 300 meter kortere end de første ni med tre par 3-huller og kun et par 5-hul.

Hyggelige hoteller

I Golfregion Hamburg er det ikke et must at bruge pengene på dyre hoteller eller de største golfresorts. Faktisk kan det være en større oplevelse undertiden at indlogere sig på de små, men hyggelige hoteller i de mindre byer – som denne tester gjorde i tilfældet Hotel Sellhorn (Ringhotels) og Flair Hotel zur Eiche.

Førstnævnte i den lille by Hanstedt er et fremragende hotel med over 100 senge i 45 suiter, der alle er forskellige med hvert sit særpræg. Det er et familiehotel, der føres videre i femte generation af Ina Maria og Axel Dierksen, der i de seneste år har ofret mange millioner euro på renovering og nybyggeri, så det i dag ikke blot står som en kulinarisk oplevelse, men også et behageligt sted med swimmingpool og spa- og wellnessafdeling.

Flair Hotel zur Eiche i landsbyen Buchholtz er noget mindre med kun 18 værelser, men med speciale i bryllupper og andre familiefester. Også her er der et førsteklasses køkken, der formår at servere stort set alt, hvad ganen kan begære. South Course.

Få tilbud til Hotel Sellhorn

Kilde: Frits Christensen, Golfavisen